Det gode liv fra begyndelsen

Først udvikling – siden indvikling – til sidst afvikling for at komme hjem

I ethvert eventyr skal heltinden/helten så grueligt meget igennem før længslen indfries, hertil kan livet udgøre en pendant. Så selvom vi antager, omend det er på det ubevidste plan, at vi alle starter i den smukkeste version af os selv, med tillid, nysgerrighed, kærlighed og tryghed til livet, os selv og andre, også kaldet vores essens, byder opvæksten som oftest på udfordringer, der sår tvivl ved selvfølgeligheden omkring vores eksistens og værdighed. For at overleve , opfinder vi udbevidst strategier der øger vores muligheder for overlevelse. Ved at bringe de etablerede strategier op i bevidstheden, forstår vi at strategierne ikke er os med blot strategier. Inden vi kommer til det vil jeg først give et indtryk af de forskellige udviklingsfaser vi kommer igennem og hvilket overlevelsesstrukturer som kan knyttes til de enkelte faser, med afsæt i Lisbeth Marchers udviklingsterori.

I den første del af livet som kaldes EKSISTENSFASEN som strækker sig fra ca. 3 måneder før fødslen til 3 måneder efter fødslen, er vi i symbiose. Først med vores mor fremtil fødslen og ofte fortsætter hun som som den primære omsorgsperson. Vi gives bryst/mælk og holdes varme, rene og trygge. Vi mærker retten til at eksistere, være ønsket, elsket og båret i trygge hænder. I denne fase handler det om overlevelse og bekræftelse i retten til at eksistere. Hvis vi i denne fase af vores liv oplever den smerte det er ikke at stole på retten til eksisten, så skærpes overlevelsesinstinkterne. Vi etablere strategier som øger sandsynligheden for at overleve.

En tidlig etableret strategi i denne fase (mental – kropløs) kan handle om at forsvinde, gå i et med tapetet, fraspalte os selv. Det kan vi gøre ved at fjerne os fra denne verden – gå ind i en psykose som det ses ved den helt tidligt og stærkt skadede. Eller vi kan spalte vores energi fra koppen, trække den helt ind i knoglerne og op i hovedet, således at vi ikke helt er til stede udadtil. Det tidligste forsvar hjælper os op i hovedet – vi bliver mentale og har ikke kontakt til kroppen. Vi overlever igennem at regne den ud, blive dygtige i skolen, mentalt stærke – mens kroppen blot er et energiforladt vedhæng. En anden strategi (emotionel – hovedløs) hvor barnet har haft oplevelsen af retten til eksistens og så fået den frarøvet igen. Nu kæmpes igennem kroppen for retten til eksistens, gennem smerter, overforbrug af det ene og det andet. Ved at fylde “forkert eller for meget” og med hypokondri bliver det en selvopfyldende profiti. Herfra kan udvikles en evne til at sanse energetisk, hvad der sker omkring os og i andre. Denne sansning er dog ikke nyttig uden at kunne virkelighedskorrigere det vi sanser. Hos mennesker med sår fra denne fase ses ofte en naturlig åndelig kontakt og dyb kontakt med dyr.

I den følgende fase som kaldes BEHOVSFASEN og strækker sig fra ca. 1 mdr. til 1,5 år handler det om hvorvidt vi har ret til at mærke egne behov og få dem opfyldt. I starten af fasen handler det fortsat om at være mætte, rene, varme og trygge og siden begynder vi at bevæge os lidt væk og mærke om det er sikkeret at komme tilbage. Vi mærker om der er plads til at fylde med vores behov eller om vi får plantet skyld og skam ved at have dem. Det kræver voksne, der kan komme med tydelige signaler om at det ikke er os eller vores behov det er galt med, når de ikke lige kan opfyldes, men omstændighederne eller andet. Samt voksne der ikke trøster med mad, når vi har brug for kærlighed eller omvendt. Kommer vi sundt igennem denne fase har vi en basal kontakt til vores behov og tvivler ikke på vores ret til at opfylde dem. Vi ved også om noget er vores behov eller andres.

En tidlig overlevelsesstrategi i behovsfasen (opgivelse – depression) går ud på at fortrænge sine behov, gemme dem væk og ikke stå ved dem, hvis vi skulle mærke dem. Vi tager ikke det fra livet som vi dybest set ønsker og har behov for. Med opgivelse af vores behov skabes grobund for en senere depression. Vi er sandsynligvis blevet gode til at mærke andres behov og får måske ligefrem en tilfredsstillelse ved at opfylde andres behov. En senere strategi i denne fase opstår når vores behov er mødt at noget andet end behovet. Mad i stedet for trøst, mor siger ja, men mener nej. En forvirring af signaler gør os mistroiske både indadtil og udadtil. Indadtil bliver vi forvirrede over hvad vi egentlig har brug for og udadtil bliver vi mistroiske overfor det som andre tilbyder os. Samtidig har vi et barnligt ønske om at nogen skal opdage os. Uanset hvornår strategierne er etableret i behovsfasen, vil vi have problemer med behovsopfyldelse; for lidt, for meget, forkert. Vi vil ofte have problemer i relationer fordi vi har tendens til at leve på den andens banehalvdel. Dermed er der for vores partner ikke nogen at være i relation med, fordi vi er gået hjemmefra.
Senere begynder vi at undersøge om vi har ret til at mærke vores følelser, udtrykke dem og være tro mod dem også i mødet med andre. Denne fase kaldes AUTONOMIFASEN og strækker sig fra 8 mdr. til 2,5 år og handler om grænseproblematikker og kontrolstruktur. Vi er ikke længere ét med vores primære voksne og udfolder mere og mere af vores iboende og særlige kvaliteter. Får vi at vide at vi er okay som vi er også selvom vi ikke altid kan få opfyldt et bestemt ønske? Er der bestemte følelser som er okay at mærke og udtrykke og andre som ikke må udtrykkes i den familie vi vokser op i? Vi er for alvor igang med en adskillelsesproces. Vi begynder her vandringen mod for alvor at udtrykke det lille menneske vi er i ord som i handling. Kommer vi sundt igennem denne fase har vi en basal god kontakt til vores følelser. Vi formår at udtrykke dem og vi stoler på at vi må handle dem ud. Vi ved også at vi ikke skal føle det samme som mor. Vi stoler på at der er plads til både os og andre.

En tidlig strategi i autonomifasen hvor vi ikke har meget sprog, fraspalter vi de forbudte følelser og retter ind igennem tilpasning – ved at æde følelserne – kamæleon adfærd. Vi overlever altså ved at vælge anerkendelsen udefra frem for sandheden og troskabet indadtil. Senere kan den sprogligt aktivitetsændrende adfærd bruge sproget til at undgå konfrontationer der kan vække ubehagelige eller sårbare følelser. Det kan vi gøre med en simpel eller kringlet løgnhistorie eller fordrejning af tingene. Vi kan tjekke hvad den anden har lyst til før vi giver os selv tilkende, således at vi ikke selv risikerer en afvisning, at blive til grin eller skamfulde. Her træner vi os i at glide af eller manipulere med ord og dybe fortrængninger af vores sande følelsesmæssige pallet.

I den følgende fase som strækker sig over 2-4 års alderen og kaldes VILJE/HANDLINGSFASEN hvor det stadig handler om grænseproblemer og kontrolstruktur og hvorvidt vi har ret til at handle vores dybeste vilje ud. Vi er i stigende grad selvstændige. Vi kan og vil mere og mere selv. I denne fase har vi brug for at føle os som heltinder og helte og være nysgerrige og handlekraftige små mennesker. Kommer vi sundt igennem denne fase vil vi opleve et sund flow fra tanke, følelse og til handling, uden noget holdes tilbage fordi det i andres øjne måtte være grimt, upassende eller forkert.

Såfremt der har været behov for at etablere en overlevelsesstrategi i den tidlige del af denne fase og vi har lært at “holde tilbage” og derved udskyde eller helt undlade egne handlinger og valg, af angst for konsekvensen, vil krop og sjæl ofte bærer historier om skyld og skam. Fokus på at regne ud hvad omverden ønsker og har af behov og dermed undgå at gøre det forkerte. I den senere fase fordi vi har haft oplevelsen af at handle viljen ud og senere fået den frataget. Derfor blandes det opofrende eller udskiftes det med dom over andre, fordi det er “dem” der er skyld i vi holder os på måtten. Med denne strategi virker vi måske “farlig og truende”, men i virkeligheden sidder der en lille usikker og skamfuld del dybt indeni, som ikke tør stå ved egne autentiske handlinger.

Vi har nu igennem de første 4 faser, hvis alt er gået vel, erfaret et kerneselv og etableret sunde grænser uden om kernen. Vi ved hvor vi starter og ender, og hvor andre starter og ender. Vi rummer forskelligheden og har det godt med at være os.

Herefter går vi på opdagelse i retten til både at elske og blive elsket. Denne fase strækker sig fra 3 år til 6 år og kaldes KÆRLIGHED & SEKSUALITET og her erfarer vi om det er sikkert at åbne hjertet og seksualiteten på samme tid. I denne fase begynder vores bevidsthed at modnes omkring vores køn, og vores seksualitet begynder at spire som fornemmelser, lyst og en voksende bevidsthed om udstråling, indvirkning og samspil med andre. Hvis vi bliver modtaget af vores forældre med åbent hjerte og også bliver set for vores seksualitet kan vi komme igennem denne fase med en sund forbindelse imellem hjertekærlighed og seksualitet.

I den tidlige fase hvis vi erfarer at seksualiteten ikke hører til i samme sum som hjertekærlighed, bliver forsvaret at sand kærlighed kun er romantisk. Hvis erfaringen senere i fasen er at forbindelsen til omsorgspersonerne opretholdes gennem seksualiteten opstår der en risiko for at barnet kommer til at udfylde en rolle som seksualpartner og incest kan forekomme. Her lukkes natuligvis for forbindelsen mellem hjerte og seksualitet og det kan føre til et overdrevet fokus på seksualiteten og det den kan “bruges til”.